Presse

Om Sæt Koret Fri — til brug i dit pressemateriale

Her finder du præsentationstekster, Signes CV og pressefotos. 
Materialet kan frit benyttes i forbindelse med arrangementer, presseomtale og anden relevant formidling.

Præsentation af Signe Sørensen

Kort præsentation 
Signe Sørensen er korleder, dirigent, komponist og skaberen af Sæt Koret Fri – en trivselsbaseret korledelsesmetode udviklet gennem mere end 20 års arbejde med børn og unge.

Hun er tidligere kunstnerisk leder af Mariagerfjord Korskole og har været musikalsk-pædagogisk projektleder på Alle Kan Synge i København.

I dag arbejder hun med at udbrede Sæt Koret Fri gennem Den Frie Korlederuddannelse, Den Frie Korskole, foredrag, workshops, korstævner og en digital undervisningsplatform.

Udvidet præsentation
Signe Sørensen er korleder, dirigent, komponist og metodeudvikler med mere end 20 års erfaring inden for børne- og ungdomskor og musikalsk lederskab.

Hun er uddannet korleder fra Det Jyske Musikkonservatorium og er initiativtager til og tidligere kunstnerisk leder af Mariagerfjord Korskole, hvor hun fra 2007 til 2015 stod i spidsen for et omfattende musikalsk og pædagogisk elitekorarbejde med mere end 150 børn og unge.

Fra 2018 til 2024 var Signe tilknyttet Alle Kan Synge i København som korleder, medudvikler og senere musikalsk-pædagogisk projektleder. Her arbejdede hun med at bringe korsangen ind i folkeskolen som en integreret del af børnenes skolehverdag med fokus på trivsel, fællesskab og musikalsk udvikling. Projektet involverede mere end 1.000 børn ugentligt.

Signe har undervist korledere i både Danmark og udlandet, blandt andet ved Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg Universitet og konservatoriet i Rotterdam. Hun har desuden været korinstruktør ved en lang række korstævner og festivaler og har som komponist og arrangør skabt musik til danske og internationale kor.

Gennem mere end to årtier har Signe udviklet Sæt Koret Fri – en trivselsbaseret undervisnings- og ledelsesmetode, der bygger på, at trivsel, ejerskab og fælles ansvar er fundamentet for høj kunstnerisk kvalitet.

I dag står hun bag Den Frie Korskole og Den Frie Korlederuddannelse og arbejder med at udbrede Sæt Koret Fri-metoden gennem undervisning, foredrag, workshops, korstævner og en voksende digital undervisningsplatform.

Sæt Koret Fri-metoden

Sæt Koret Fri er en trivselsbaseret undervisnings- og ledelsesmetode udviklet af Signe Sørensen gennem mere end 20 års arbejde med børn og unge.

Metoden bygger på en grundlæggende overbevisning om, at trivsel og kunstnerisk kvalitet ikke er modsætninger, men tværtimod styrker hinanden.

Gennem konkrete pædagogiske værktøjer, tydeligt lederskab og samskabende processer sættes sangernes trivsel, ejerskab og medansvar i centrum for det musikalske arbejde.
Målet er at skabe trygge og levende musikalske fællesskaber, hvor børn og unge ikke blot følger en korleder, men bliver aktive medskabere af musikken og fællesskabet.

Selvom metoden er udviklet inden for korverdenen, rummer den principper, som også kan inspirere undervisning og lederskab i andre sammenhænge.

Sæt Koret Fri — virksomheden og universet

Sæt Koret Fri er grundlagt af Signe Sørensen med en vision om at udbrede en ny tilgang til undervisning og lederskab, hvor menneskelig trivsel og høj faglig kvalitet udvikles i samspil.

I dag omfatter Sæt Koret Fri både Den Frie Korskole, Den Frie Korlederuddannelse, en voksende digital undervisningsplatform samt foredrag, workshops og korstævner for børn, unge og voksne.
Gennem uddannelse, praksisnær undervisning, musikalske fællesskaber og digitale læringsmaterialer arbejder Sæt Koret Fri for at gøre den trivselsbaserede metode tilgængelig for flere korledere og undervisere – både i Danmark og internationalt.

Ambitionen er at inspirere til en ny undervisningskultur, hvor trivsel ikke betragtes som noget, der kommer før eller efter den faglige udvikling, men som selve fundamentet for den.